Zoologisk have
I dag følte jeg mig lidt heldig, for selv om vejrudsigten havde set tvivlsom ud, så besluttede vi alligevel at tage i Zoologisk Have, hvor vi også fik selskab af far og Kirsten. Og det var simpelthen den perfekte zoo-dag, med vejr der langsomt blev bedre og bedre, indtil vi endte med solskin fra en skyfri himmel, og netop fordi det kom som en overraskelse, så var haven heller ikke overrendt af mennesker, så vi havde god plads.
Der var godt gang i dyrene. Elefanterne fik mad, og Gibbon-aberne var så meget i hopla at børnene var underholdt tæt på en halv time. Traditionen tro endte vi i børnezoo, hvor Kaya med sine egne ord fik lov til at "pille på gederne". Vi endte en dejlig dag tilbage i Køge, hvor vi spiste aftensmad, og som mørket faldt på, var vi ude i haven og lege med lysende elastik-propeller, som farfar havde haft med fra Italien.




