Middag med far
Pr. tradition inviterer jeg altid min far ud at spise i anledning af hans fødselsdag, og det passer for det meste med, at denne aftale falder midt i senforåret. Og det var en herlig fredag, vi havde valgt os.
Jeg havde sat ham i stævne på Christianshavn Station, for som vi udledte: Når vi mødes på Sjællandssiden, skal vi spise på Amager, og når vi mødes på Amager, så skal vi spise på Sjællandssiden.
Destinationen var Iluka, som var en lidt gemt-af-vejen fiskerestaurant placeret i kvarteret imellem Nyhavn og Nationalbanken, og de levede helt sikkert op til deres rygte, om at være der hvor man gik hen for at spise fisk i København. Det var meget lækkert. Min far fik den gode ide at anvende sit Tivolikort til at byde på et par aftenøl i den gamle park, som i øvrigt var fyldt til bristepunktet af unge mennesker, der skulle høre Topgun, Den Gale Pose m.fl., men det sikrede at vi, bortset fra en dunkende basrytme, fik resten af parken for os selv. Vi tilbragte det meste af tiden på Færgekroen, inden vi brød op lige før midnatstid.
