Badesøen i Albertslund
Vi havde lovet, især Sylvester, en tur i svømmehallen i ferien, og vi havde udset os den lokale Køge Badeland. Kaya og Sylvester havde dog selv været på nettet og fundet Badesøen i Albertslund - et friluftsbad som jeg slet ikke kendte, så det blev destinationen i stedet. Og det var et hit, for her var alt hvad ungerne kunne ønske sig fra bassiner til vandrutsjebaner og med palmer og live-musik i vandkanten, kunne man et kort øjeblik føle sig hensat til sydens sol.
Jeg bliver dog nødt til at harcelere lidt over den kropsforskrækkelse der har bredt sig i samfundet. Kun ca. hver femte mand turde lade badebuksen falde i omklædningsrummet, selv om det jo er gældende regler og god hygiejne. Sara kunne berette om lignende forhold hos kvinderne. I kontrast til dette var der til gengæld 14-årige piger med kunstige øjenvipper og g-strengsbikinier - der er sgu noget der er lidt skævt...


