Værdien i en gåtur
Over den seneste periode, er jeg begyndt at fokusere meget på at opnå mit daglige skridtmål, hvilket godt kan være en udfordring, når man har stillesiddende arbejde.
At aflevere børnene om morgenen giver små 3.000 skridt og dagligdagen på arbejdet giver maks. 2.000, hvilket tilsammen kun er halvvejs til målet.
Derfor er jeg begyndt ofte at gå en lille aftentur, og det har Kelvin samlet op på, så han hægter sig af og til på, frem for at læse godnathistorie. Det er dejligt at gå med ham, og høre ham berette om hans liv, især fordi at han for tiden er så glad og forventningsfuld til det kommende skoleår. Der er anekdoter om de nye venner, beretninger om frikvartererne og i morgen skal han have "håndarbejde og design", hvilket han glæder sig specielt meget til.

