Red Warszawa + afterparty på Mad Molly
Det er jo efterhånden blevet tradition, at tage forbi til Red Warszawa, når de lægger vejen forbi Køge, og I år var ingen undtagelse. Det er rockbandet, hvis ypperste formål, er at voksne mennesker kan drikke sig fulde og te sig åndsvagt. Prisværdigt!
Vi startede med opvarmning på Mad Molly, hvor vi endda fik lokket selveste brygmesteren med til koncerten. Det var pudsigt, for det virkede som om, at der var sket et generationshop i publikum, for de fleste foran scenen var i hvert fald 20-25 år yngre end de plejede. Og den unge generation er sgu' lidt mere berøringsangste end os, for det krævede lidt af en indsats at få gang i noget mosh pit, men det lykkedes til sidst, og jeg var badet i sved, da vi var færdige.
Da Tapperiet udmærker sig ved, at få en masse købestærke gæster ind til koncert, og derefter lukke dørene straks efter koncertens afslutning, tilbød Michael at genåbne Mad Molly til en lille efter-koncert-skænk, men det var der slet ikke behov for, for der var allerede liv og glade dage, da vi ankom. Vi blev hængene til lidt for sent, men det var svært hyggeligt.